Den livslange lærling

Valg af didaktisk model Med afsæt i Dale's teori om kompetenceniveauer (K1, K2 og K3) har jeg i mit forrige indlæg udfoldet mit problemfelt. Her peger jeg først på elevernes generelle udfordring ift læring. Man kan sige at de gennem skolens " meddelelsesadfærd " (Dale) indfinder sig i, at læring ikke har noget med det virkelige liv at gøre. Dale peger på at nøglen til dette problem er evnen til at tilrettelægge, komponere og knytte læring til en " aktuel undervisningssituation ", hvilket er afgørende for at eleven oplever at undervisningen har gyldighed for dem. I forlængelse af tanken om at skabe gyldig  undervisning kan vi arbejde videre ud fra Kolbs tanker om erfaringsbaseret læring. Her er grundtanken at undervisningen skal kunne tilgodese elevernes forskellige forudsætninger, med særlig opmærksomhed på at tage udgangspunkt i praksis (erfaringer og oplevelser). Ift elevernes dannelse giver Wengers teori om situeret læring os et perspektiv om det

I mit praktikumnotat skitserede jeg et problemfelt som mundede ud i følgende problemstilling: Hvordan kan AGU teamet udvikle “Praksis”, som  et meningsfuldt fag for eleverne, hvor teori kobles  til praktiske problemstillinger?   Igennem eksperimentperioden har jeg fokuseret meget på en praktisk løsning i samarbejdet med mit team. Jeg kunne godt tænke mig at træde et skridt tilbage og spørge "Men hvorfor?" Her vil jeg gerne belyse mit problemfelt gennem Erling Lars Dales teori om kompetenceniveauer og didaktisk rationalitet, for at komme med nogle bud på hvorfor det vi gør giver mening. I min argumentation vil jeg gerne knytte Dales centrale begreber til vores udfordringer omkring helhedsorienteret undervisning, samtidig med at jeg kommer med refleksioner om hvordan disse kan udfolde sig operationelt og udviklingsmæssigt. Sidehenvisninger kommer fra kapitel 3 i Pædagogik og professionalitet. (Klim 2008) Problemfelt 1: Elevernes forudsætninger Undervisning hvor der