Digital dannelse - Perspektiver, udfordringer og reflektioner

Kilde: https://www.youtube.com/watch?v=J6PmCECK0qI

Mød Kia Mia. Hun er udviklet af bilfabrikanten Kia til at være virtuel bilsælger. Hun er i virkeligheden bare en meget avanceret chatbot, som kan aflæse dit humør og hjerterytme via ansigtsgenkendelse, og ikke mindst - fortælle vittigheder.

Jeg havde en samtale med en ven, som er i den virksomhed, der udvikler Mia. Da han fortalte mig om Mia var min umiddelbare reaktion, "Hvad med brugerens data?", hvortil han kunne betrygge mig med at de blev slettet efter 48 timer. Som AI / ML udvikler var han forbavsende kølig overfor sikkerhedaspektet i den data som deres maskiner bearbejdede. Men hans perspektiv var at vi, i EU vil komme til at falde bagud i disse teknologier, fordi lande som USA, Rusland og Kina har videre beføjelser ift databeskyttelseslove.

Han fortalte om et andet projekt han arbejdede på, for Børns Vilkår, hvor de udviklede en chatbot som kunne generere svar til børn, baseret på en database af svarmuligheder som deres medarbejdere havde logget over tid. Herved havde de løst en problematik om effektivitet og flaskehalse i deres åbne telefonlinjer.

På bagkant af denne tanke kunne man som bilsælger eller socialrådgiver spørge sig selv, "Hvornår mister jeg mit job til en chatbot?".

I de erhvervsrettede fag ser vi på samme vis hvordan teknologien sætter ny standarder og ændrer mulighederne, hvilket igen stiller uddannelsesinstitutioner den udfordring, at skulle uddanne og danne, til at imødegå denne virkelighed. Et eksempel på hvordan robotteknologien indtager de fysiske menneskelige funktioner er mekaniske exoskelletter, som letter tung manuelt arbejde med mange gentagelser. Det er dog svært at forestille sig hvordan det kan blive almindeligt at en robot fx klipper dit hår eller lægger dit tag.

Den pointe jeg gerne vil illustrere er at digitalisering har indflydelse på vores fag. Som lærer har mit fag gennemgået et paradigmeskifte, hvilket har betydet helt nye betingelser for hvordan vi definerer viden, læring og dannelse. Dette har medført et væld af nye begreber i mit fag, som ikke var alment brugt for 20 år siden, da jeg blev færdiguddannet.

Jeg har den glæde at arbejde sammen med kollegaer fra vidt forskellige fag. Dette betyder også at vi er længere fra hinanden, når vi skal tale om læring fordi vi qua vores fag har tilegnet os forskellige begrebsapparater. Med tiden har vi opøvet et fælles sprog, men det er tydeligt at vi hver især har gennemgået forskellige erhvervsfaglige dannelser, som har gjort os kompetente til at begå os i hver vores sproglige domæne. Denne dannelse sker i særdeleshed i arbejdsfællesskaber, og især i de praktiske fag, hvor værkstedet danner fysisk ramme omkring formidlingen af faglig sprog og kultur.

Fra mine egne observationer af mine kollegaer, kan jeg se at digitaliseringen udfordrer den erhvervsfaglige dannelse med nye metoder og begreber.

I min praksis er udfordringen nærmere en af almen karakter, hvor det digitale også spiller ind. I kommende indlæg vil jeg forsøge at afklare disse udfordringer, med henblik på at kvalificere aktioner i min praksis. Her vil jeg dog skitsere landskabet som det ser ud nu.

Det som er mest iøjnefaldende ved mine studerende, er et afhængighedsforhold til deres sociale platforme. Dette og andre forhold hos mange udfolder sig i nedsat koncentrationsevne og kognitiv kapacitet. Hertil kan nævnes manglende basal IT parathed, undervisningsparathed og en efterspørgsel efter omsorgspædagogik, hvor det er læreren som skal indtage rollen som den alvidende formidler.

Vi på FGU Vestegnen står vi overfor en enorm dannelsesmæssig udfordring, herunder også den digitale. Det er min ambition at mine elevers brug af teknologi, skal rammesætte, afgrænse og klargøre deres læringssti, så de i stigende grad kan blive kompetente til at tage ejerskab for deres uddannelse. Samtidig er der et massivt behov for at påvirke elevernes forståelse af, hvordan man lærer, en problematik som viser sig i deres passive tilgang til undervisning og læring.

En vej frem for eleverne er at arbejde mere helhedsorienteret, med det Klafki kalder epokale nøgleproblemstillinger, som både er lokale og som har en kobling til elevens hverdag. Denne tilgang vil skabe et meningsfuldt, motiverende omdrejningspunkt for eleven i modsætning et ensidigt fagfagligt fokus.

[Dette indlæg er skrevet på bagkant af den diskussion, jeg havde med min studiegruppe, hvor fokus var at afdække den digitale dannelses hvad-, hvordan- og hvorfor?]